Har du styr på reglerne, når du skal sælge din bil?

Er du vokset fra din gamle vogn, og er det på tide at sælge hende videre til en ny ejer? Det kan være en ordentlig mundfuld at overskue de mange ting, man skal have styr på, når man sælger sin gamle bil. Derfor dykker vi i denne artikel ned i de områder, du skal være opmærksom på, når du skal sælge din bil.

Sælg din bil til en anden privatperson

Når du selv sørger for bilsalget til en anden privatperson, er det ofte der, du kan lave den bedste handel for begge parter. Her springer du nemlig fordyrende mellemled over. Men der er dog en række juridiske forhold ved et privat bilsalg, som du skal være klar over.

Hos en bilforhandler er det kutyme, at køberen kan få lov til at testkøre bilen inden køb. Men sælger du selv din bil, kan du ikke tillade dig at være helt så rundhåndet med din bil. For overdrager du frivilligt dine bilnøgler til en potentiel køber, og du derefter aldrig ser vedkommende igen, så er du ikke nødvendigvis dækket af din forsikring. Derfor bør du altid prøvekøre bilen sammen med køberen.

Samtidig bør du altid spørge efter vedkommendes kørekort, inden I sætter jer ind i bilen sammen. Det er nemlig dig, der får bøden, hvis du har overdraget dine nøgler til en person, der ikke har noget kørekort.

Når I er blevet enige om en pris, skal du sørge for, at der bliver udarbejdet en slutseddel. Den er dit bevis for, at bilen nu er ude af dine hænder. Det betyder med andre ord, at du ikke længere kan klandres for eventuelle forseelser, som køberen måtte foretage fra nu af.

Inden køberen får lov til at køre afsted i sin nye bil, bør du have omregisteret bilen til den nye ejer (læs mere om omregistrering af bil her). I dag er det heldigvis ganske enkelt at omregistrere sin bil, og du kan sammen med den nye ejer sætte dig foran computeren og omregistrere bilen online på SKATs hjemmeside.

Sælg din bil til en bilforhandler

Mange vælger at lade deres gamle bil indgå som en del af handlen af deres nye bil hos bilforhandleren, hvorefter de finansiere prisforskellen med eksempelvis et lån i banken eller hos et onlinelånefirma (læs mere om privatøkonomi hos Lånekassen).

Men det kan være en rigtig god idé at undersøge, hvor meget din bil egentligt er værd, så du undgår at blive snydt hos forhandleren. Derfor kan du med fordel tjekke priserne på samme model og årgang som din bil online på diverse sider for bilsalg. Det er med til at give dig en god fornemmelse af din bils værdi.

Sørg for, at det tydeligt fremgår på slutsedlen, hvilken pris I er nået frem til, og at denne pris afspejler bilens reelle værdi. For hvis du ønsker at handlen skal gå tilbage, skal bilforhandleren nemlig kunne give dig det rette beløb samt byttebilen tilbage. Og hvis sælgeren har solgt din bil i mellemtiden, så er du fuldstændig klar over, hvilken pris din bil havde, og hvor meget du har ret til.